På musikefterskole!

Vi er i slutningen af februar. Skolerne er stadigvæk lukket. Men jeg har fået et brev fra den musikefterskole, som jeg gerne vil ind på. De vil gerne modtage mig efter sommerferien. Jeg er lykkelig. Det er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg ved ikke, om du selv har prøvet af få den følelse af, at alt bare falder på plads. I hvert tilfælde så var det den følelse, jeg havde i går, da jeg læste brevet.

Et hårdt år

Jeg har haft det rigtigt dårligt i de sidste 2 år. Min far døde. I en trafikulykke. Min mor har været ulykkelig lige siden. Og jeg har været meget ensom. Det har været svært at komme igennem. Men et eller andet sted, så må livet jo bare gå videre. Mit liv skal bare gå videre. Og det går i første omgang via efterskolen, som jeg skal på til sommer. Jeg glæder mig allerede. Jeg ved, at min mor også glæder sig på mine vegne, selvom jeg ved, at hun måske også vil blive endnu mere ensom, end hun er nu. Vi har talt meget om det. Hun ved, at hun skal have rum og tid til at komme videre. Hun har forklaret mig, at hun nok skal være stærk. Hun skal nok finde ud af at komme videre, siger hun.

Glad på mine vegne

Jeg har lidt en idé om, at hun faktisk er glad for, at jeg tager på efterskole på det kreative Fyn, fordi det vil give hende tid til at kunne sørge i fred for mig. Jeg har jo måttet være meget stærk overfor hende i de sidste 2 år. Og jeg ved med mig selv, at det vil blive ultrakanon for mig at komme på efterskole. Jeg skal bare væk fra alt det triste. Jeg skal finde mig selv. Jeg kan nemlig ikke holde ud, at min mor altid bare sørger for at få alle pligterne fra hånden, og ikke tænker lidt på sig selv. Hun skal se sine veninder. Hun skal gå på aftenskole eller til kurser. Hun skal ud og møde mennesker igen.

Leve igen

Ja, sådan ser det ud fra mit perspektiv. Hun er jo ikke en gammel kvinde, der bare skal sætte sig ned og vente på døden. Hun er stadigvæk ung. Hun har et godt job. Hun har en fremtid. En karriere. Og den skal hun videre med. Lyder det, som om at jeg er meget moden af min alder? Muligvis. Du ved hvorfor. Det er ikke nemt at tage ansvaret som 13-årig. Og nu, hvor jeg er 15, vil jeg have lov til at vende tilbage til mig selv. Jeg vil spille musik. Jeg vil grine. Jeg vil have nye kammerater. Jeg vil bare være glad igen.

Og jeg tror, at både min mor og jeg er klar til at være glade igen. Derfor forlader jeg hende, så hun kan finde glæden alene. Jeg skal nok finde min glæde. En del af den har jeg allerede fundet i musikken. Den næste del finder jeg sikkert i at vide, at min mor også bliver glad igen, snart.

På musikefterskole!
Rul til toppen