Nordsjællandsk kvindehjem?

I dag er jeg selvstændig erhvervsdrivende. Jeg er ikke den mest succesfulde. Jeg er ikke hende, de vil interviewe i ”Alt for Damerne”. Jeg er en ganske almindelig kvinde, som har fundet min måde at have et godt liv på. Det har bestemt ikke været nemt. Og det er stadigvæk ikke nemt. Alle selvstændige ryger ind i dårlige perioder. Men det er ikke det, jeg taler om her. Jeg taler om min vej til at blive selvstændig og have det godt med det. Min vej gik via et fuldstændigt nedværdigende og uligevægtigt ægteskab.

Dominerende mand

Min mand var meget dominerende. Faktisk kunne han også blive voldelig. Han var et magtsygt menneske, der bare ikke kunne finde ud af, at man ikke opnår noget med vold. Fysisk eller psykisk. Han slog mig. Ikke så ofte, som andre kvinder er blevet slået af deres ægtefæller eller partnere. Men han slog mig. Og da det skete anden gang, blev jeg gal. Jeg flyttede. Lige med det samme. Jeg havde fået et grimt, blåt øje og måtte gå med solbriller i gråvejr. Det er ikke sjovt at være udsat for hustruvold!

Flytte på kvindehjem

Jeg flyttede hen på et kvindehjem i Nordsjælland. Her blev jeg i første omgang mødt med omsorg. Personalet var utroligt søde. De fik mig hurtigt til at falde til ro og føle mig tryg i det lille hus. Jeg fik et værelse, hvor jeg kunne bo i nogle uger. Jeg mødte mange andre kvinder, som har været udsat for meget værre ting end jeg. Vi havde en masse samtaler om vores erfaringer, og det satte mine tanker i gang. Jeg kommer fra en ret velhavende familie, og jeg kunne godt henvende mig til min far og bede ham om at betale for en lejlighed og sørge for, at jeg har en månedlig indkomst. Men et eller andet sted, så påvirkede de samtaler med kvinderne, jeg mødte på kvindehjemmet mig meget. Jeg ville gøre noget selvstændigt. Jeg fik vejledning fra kvindehjemmet om, hvordan jeg kunne komme ind på jurastudiet. Jeg bad min far om et lån. Jeg ville læse jura. Jeg ville være advokat for kvinder i nød.

Far blev lidt rørt

Jeg kan faktisk godt huske, at min far blev lidt rørt, da jeg bad ham om hjælp. Han sagde, at naturligvis ville han finansiere mine studier. Han satte dog en betingelse: Jeg måtte ikke bruge evigheder på det. Og jeg skulle love ham, at jeg vil bruge mine nye kundskaber til noget nyttigt. Jeg blev jurist på rekordtid. Jeg læste også som en vanvittig.

Derefter fik jeg et job som juridisk rådgiver for et kvindehjem. Jeg arbejdede for dem i 3 år og fik ret stor erfaring. Jeg kom i kontakt med mange kvinder, der har været udsat for den eller den anden slags vold. Jeg lærte, hvordan jeg skal håndtere sagerne i retten. Det kunne være sager om bodeling efter skilsmisse. Det kunne være strafferetssager. Det kunne være sager om forældremyndighed.

Jeg besluttede at specialisere mig i sager, der har med voldsramte at gøre. Min far har sidenhen hjulpet mig med at sætte mit eget kontor op. Og jeg hjælper kvindehjemmet med sager, som de ikke selv har tid til at håndtere.

Måske vil du kunne lide disse: